Til kamp mod det gængse

Gå, mine sange, til de ensomme og utilfredse
Gå til nervevragene, til slaverne af skik og brug.
Og bring dem min foragt for deres undertrykkere.
Gå som en dønning af iskoldt vand,
Bær min foragt for undertrykkere

[...]

Gå ud og trods den offentlige mening,
Træd op mod blodets blinde trældom.
Afvis al form for båndlagt arv.

- fra digtet "Sendelse" af Ezra Pound

Forhindringer og mål

I nat drømte jeg om forhindringer. Om alle de småting der kan komme i vejen for at man får gjort det man havde til hensigt.

Drøm om forhindringer:
I drømmen skal jeg på wc. Jeg går ind i en toiletvogn, en lille gammel en, med bange anelser. (Altså jeg er ikke bange, bange, vel, summen af mine offentlig-toilet-erfaringer siger mig bare at man kan håbe på orden alt det man vil, men bør forvente kaos.) Jeg har noteret mig den afskallede maling og at døren hænger skævt i det strålende solskin.
Inde i vognen kan jeg mærke at den står skævt, alt hælder lige en anelse. Døren ind til det første wc hænger kun på ét hængsel, så den går jeg forbi. Jeg kigger ind i bås nummer to - helt uden dør - men dér mangler toiletpapir. I den sidste bås hænger døren som døre bør. Jeg åbner ind til mit private lokumshelvede, hvor der er tis på brættet. Let sammenkrøllet wc-papir ligger som ulækre små bjerge på gulvet og kummen er fyldt med en andens lort.
Jeg skal virkelig på toilettet.
Jeg prøver at skylle ud. Med skosnuden skubber jeg lidt til de formodentlig brugte stykker toiletpapir på gulvet. Jeg forsøger at tørre pisset af uden at få noget på fingrene. Og så kan jeg huske noget med at lorten ikke bliver skyllet ud i første omgang og at jeg derfor må putte den i en æske (?) og prøve igen..
Selvfølgelig hopper drømmen let hen over om det lykkes mig at komme på toilet og hopper til

Jeg skal i bad. Jeg finder brusekabinen og opdager at man skal betale for vandet, hvis der overhovedet er noget vand..

Så er jeg atter vågen. Vågen og træt og hader andres lort i toiletkummen.
Jeg er også meget opmærksom på at mens jeg bruger en masse tid på at rode rundt i andres folks lort, så får jeg ikke gjort det jeg kom efter.

Det er morsomt at jeg skal drømme latrinære drømme for at fatte at jeg lader uvæsentlige ting stå i vejen for mine mål. Det er også irriterende på en yderst pinagtig facon.

Not easy

The intention of an eagle
The agility of a dove

- hende selv, marts 2012

Husflid

Hvad skal man give sig til når ens løbepartner er ude og realisere sit sprirituelle selv?
Man skal da lave noget praktisk og håndgribeligt, som et kludetæppe til hende på 3 1/2.
Jeg kan oplyse at det gør godt at sy. Hændernes arbejde kan være en kæmpekrammer til sjælen. Det havde jeg fortrængt i farten.
Jeg agter at følge tæppet op med en miniudgave til dukken til jul.

Fine, fine stoffer kan købes on-line hos Malika og Rosa.

Boganmeldelse: De der blev tilbage (Portrætbog)

Jeg ved ikke hvorfor jeg lånte "De der blev tilbage" på biblioket, men bogen om selvmord og de der efterlades er direkte bevidsthedsudvidende.

30 efterladte fortæller hver deres historie om at en af deres nære begik selvmord.

For nogle kommer det ganske uventet.
Andres pårørende har været syge eller deprimerede, måske forsøgt at ende livet af flere omgange, og så er lettelsen en markant del af det rå, nøgne billede af sorgen.

Nogle har stået med et afskedbrev med en forklaring eller en kærlighedserklæring. Andre har selv måttet lede efter svar.

De har mistet børn, forældre, venner, kærester og det er hård læsning. Men det helt forunderlige er, at bogen er fyldt med kærlighed først og fremmest og tilgivelse lige bagefter.

Kærligheden er det essentielle. Det at have elsket, gør de efterladte i stand til også at forstå og tilgive. For accept er en grundsten i deres kærlighed. Accepten af, at man ikke kan bestemme over andres liv.
Selvom man ønsker dem så meget.

Alle siger samstemmende, at de har haft brug for at tale om selvmordet og deres tabte. Igen og igen. Og at tavshed kvæler.

En dybt følt bog og en helt uvurderlig læseoplevelse.


Forlaget Frydenlund:

Birgitte Andersen & Torben Åndahl
De der blev tilbage - En portrætbog om efterladte efter selvmord

208 sider, indbundet og illustreret
ISBN 9788778879455
Udgivelse: Maj 2011

Stærke sager

Jeg drømmer om død og nye børn
Her til morgen har jeg lyst til at besøge en ristet-løg-fabrik og prøve at snuse dybt ind.
Det er stærke sager.

Fri fredag

SÅ har jeg fået en fast ugentlig fridag. Fredag oven i købet.
Jeg skal anmelde et million bøger. Og læse lige så mange.
Men først! En kop kaffe.

Triste tanker på skrift

Så klart det triste står når det kommer på skrift

Svedig numse

Det findes det her psykologiske trick. Hvis du er bange for noget, så skal du prøve at forestille dig det du er bange for. Sådan helt ud i de perfide detaljer. Hvor sandsynligt er det f.eks. at du siger din ex's navn mens du har sex med din nye kæreste, som du bare ønsker at kravle ind i? Eller hvis nu din bidske, afdøde grandtante virkelig hjemsøger dig, hvad forestiller du dig så hun kan gøre? Nive dig i tæerne mens du sover?? Eller stirre rigtig ondt på dig med sine usynlige øjne fra sin usynlige plads i den ubestrideligt udsmidte lænestol? Eller det der monster fra drømmene, hvordan ser det så ud, egentlig, når du (vender dig og) kigger rigtigt på det. Har det hår over det hele? Er det langt det hår, eller er det trimmet i facon, flettet? Snakker vi hugtænder, sådan et par stykker, eller piranha-style?? Er der flere monstre eller er der kun dit helt eget monster og hvis det bor bag soveværelsesdøren, hvor stort kan det så egentlig være? Og hvorfor i det hele taget bo bag en dør?
You get it :)

Så jeg lavede et tankeeksperiment hvor jeg prøver at spørge én der lige bakkede lidt væk og lagde 30 cm mere mellem os: Undskyld, gik jeg for tæt på eller har jeg dårlig ånde?

Problemet er bare at jeg fra tid til anden lider af livlig fantasi. Nu tør jeg slet ikke spørge om sådan noget nogensinde.
Tænk nu hvis svaret var nej, men du lugter lidt af svedig numse.

Ruterne i mine ben

For 4 1/2 måned siden flyttede jeg, mand og børn fra Aarhus' midte til den nordligt beliggende forstad, Hjortshøj.
Alting er bedre her. Ungerne leger ude hele dage i træk, siger ja lige så mange gange som nej (klar forbedring). Os voksne har andre voksne hele vejen rundt omkring os, som vi har lyst til at konversere. Der er katte til fri klapning, gedekid og kalve. Og få mig ikke startet i forhold til vores fælles grøntsagsmark - det er nemlig helt fantastisk at luge i flok.


Så om jeg savner at bo i Aarhus? Nej. Men jeg savner mine gader, mit hood. Jeg savner SuperBrugsen på Vesterbro Torv, selvom de lavede alting om lige inden vi flyttede. Jeg vidste hvilke varer de havde, og de lukkede først klokken 21... Indlejret i mine bens hukommelse sidder turen ned til posthuset, ubrugt, langsomt tilsandet, kvækkende BRUG MIG.
7-eleven kan jeg sagtens undvære. Værre er det med Det Orientalske Køkkens Oksekød-i-rød-karry..
Jeg savner manden i kørestolen, som altid smilede igen, når vi passerede hinanden i Langelandsgade. Og pakkepostbudet John savner jeg, fordi John og mig har udvekslet pakker et par gange om ugen i flere år. Længe nok til at mine unger fik tjek på hvad han hed, manden, der sørgede for at barn 1 fik lov at tage pakken den ene dag, og barn 2 den næste. Bortset fra kæresten var det jo John jeg så mest.

Men jeg savner ikke Aarhus. Der er bare et par ting I Aarhus jeg mangler lidt.