Efter arbejde på mandag kører bilen og jeg ikke ind mod midtbyen men sætter i stedet kursen i nordøstlig retning mod Ørslev Kloster.
Her er rum til at tænke.
Lige om lidt pakker jeg tykke sokker, nødrationsmad (den slags der skal holde én gående, når der ikke er en 7-11 i gåafstand), papir.
Computeren med eller ej? På det sidste er jeg begyndt at sky computeren en smule. Den har konsumeret oceaner af min tid i et årti. En ting kan selvfølgelig ikke bare TAGE ens tid - det er noget man selv bestemmer. Og jeg er begyndt at ærgre mig over hvor mange ligegyldige ting, der ender i min indbakke - ting, der ikke engang er henvendt specifikt til mig, men som uden tvivl spilder min tid. For ikke at tale om alle de gange jeg har tjekket for ventede mails, som aldrig kom. + Alle de HELT spildte timer, hvor jeg bare skulle ordne noget med netbank - og pludselig har siddet i to timer og fedtet uden mål - og i hvert fald uden mening.
Det rykker i mig efter at finde tilbage på sporet - eller bare et af sporene - i mit liv. Jeg har rodet længe nok rundt i krattet.
Jeg er kravlet ud på markvejen og er ved at børste burrene af tøjet. Om lidt beslutter jeg hvilken vej jeg skal gå.