Hvor gammel er man så eller Plads til gas

Jeg er blevet lidt lun på Allan Olsen. Ja, det er noget med Jylland, synge på dansk og sådan, og så er det man tager sig i at overveje, om man har nået et punkt på livslinien, hvor man bare giver efter? Eller går man simpelthen bare hen og bliver mere og mere glad for akustisk guitar og tekster som her fra albummet Gæst (2004):

så fik I jeres metro og tillykke med det
11 milliarder og vi kan ingenting se
for os der følger med via satellit
ligner skidtet sig selv fra Ørestad til Nørreport
(...)
for jeg har fjerpest i mit dværghønseri
lidt sorte penge og en sjæferhund med hoftedysplasi
så få da armene ned Anders Fogh
det er trods alt kun et regionaltog

eller i sangen "Én der er grim" hvor guitaren får rastløse hænder til at danse mod lår:

vi mødtes i en taxa
hun var chauffør og jeg var fuld
jeg nåede lige at sige hun lignede Palle Lauring
- så gik jeg kold
jeg vågnede i entréen med en lap på mit bryst
en simpel lap hvor hun skrev
nu'det tredje gang jeg bærer dig ind
hva' med at få dig et liv

det var sådan jeg fik mig én der var grim
mand - hun er hæslig
en stærk og selvstændig kvindelig vognmand
jeg gik rundt og var blind
o.k. skaberen gav hende fejl
men når hun dukker op i mit bakspejl
bliver jeg glad og strejfer hornet
overhal mig bare skat og vis mig din
selfidence

Allan Olsen