I dag var jeg til mundtlig eksamen i Kulturformidling. Jeg var lettere usammenhængende, fordi det handlede om Bogrummet. Entusiasme og hjerteblod er ikke de bedste at have ved sin side, når man skal snakke
fornuft. Da jeg havde fået min karakter, gik min underviser et øjeblik, og så skal jeg lige love for, at censor tog bladet fra munden.
I løbet af to minutter kunne jeg forstå, at det projekt jeg har gang i, vil
floppe - og nej, jeg når faktisk aldrig at sige, om jeg gerne ville høre hendes mening. Derudover ved jeg ikke noget om kultur, og jeg har tydeligvis ikke noget at gøre med nogen inden for kulturverdenen - ud over min egen lille boble. Endelig er hele projektet
kynisk.
I min opgave prøver jeg at køre et kulturprojekt igennem en eventteori. Teorien skal hjælpe kulturfolk med at forme deres kulturbegivenheder, så de - i bedste fald - vil interessere pressen og dermed få opmærksomhed fra mulige brugere/besøgende. Nu ved jeg, at det åbenbart er en
absolut no-no i kulturverdenen at sige, hvis man ikke er bange for at klippe en hæl i et målrettet jagt på omtale. Men hvad ved jeg. Jeg kender jo ikke nogen... Endelig skinner det ret tydeligt igennem, at sådan nogen (amatørkulturelle ;)) som mig faktisk går
og stjæler kulturpengene fra sådan nogen (universitetselitære) som hende. Men nu ved jeg selvfølgelig heller ikke noget om, at der er mange om få penge inden for kulturverdenen.
Jeg har sendt censor en forsvarsmail.
Jeg har undladt at skrive, at hvis hun er en typisk repræsentant for kulturlivet, så bliver jeg dæleme i min boble.
Jeg overvejer at skrive en mail til, hvor jeg snobber over til hendes kulturniveau og foreslår hende, at hun tager Kant og hans æstetiske domme og stikker dem et vist sted hen.
Nu har jeg både skrevet en mail, snakket om det og postet min vrede her på bloggen. Så mangler jeg kun at visualisere.
Googles billedsøgning giver altid et par nye vinkler på tingene. Her er det skulpturen "Angry Woman" af Brighton Sango, en kunster fra Zimbabwe.
