torsdag, april 26, 2007

Tusindvis af mænd online lige nu

I bunden af mit chatvindue i messenger står den fornøjelige sætning: "Tusindvis af mænd online lige nu". Mit umiddelbare, forårsglücklige svar er "Ja og?". Men når man lige dykker ned i den - og det gør man jo, for ellers ville man jo ikke overspringshandle, og det ville være at falde ud af karakter... men altså: Hvem vil hvad med mig med sætningen "Tusindvis af mænd.."? De er jo nok ledige må kærestemarkedet, for jeg kan ikke tro, det er en reklame for en markedsundersøgelse: "Vi har været ude og spørge, hvor mange der er online i løbet af en dag. Det overraskende svar er: tusindvis af mænd er online i løbet af dagen" - mon ikke vi alle sammen gerne vil læse flere af den slags undersøgelser? Ergo: Tusindvis af mænd må være ledige - eller også er det Foreningen mod P O R N O, som er ude på at mistænkeliggøre, for hvad LAVER tusindvis af mænd egentlig online - lige nu?

Disclaimer: Jeg sad IKKE og chattede i stedet for at skrive bacheloropgave. It blew in my face. It wasn't me. I was dead at the time.

torsdag, april 19, 2007

BOGDAGE i Århus

Så nærmer weekenden sig. For første gang nogen sinde skal jeg

1) På bogmesse
2) Have en stand på bogmesse

Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg glæder mig til at SE mange af Bogrummets anmeldere og brugere. Jeg glæder mig til at snakke bøger med andre, der er skudt i at læse, ligesom mig. Lørdag efter lukketid er der fællesvin til udstillerne og bagefter mere hygge og fællesøl til reception. Søndag overrækker vi Bogrummets Omslagspris for første gang. Det er med en nærmest hysterisk boblende fornemmelse at jeg ser afslutningen på måneders arbejde og satsning stå lige om hjørnet. Jeg glæder mig. So tired, and so glad.

onsdag, april 11, 2007

Forandring pryder

I aften er der generalforsamling i haveforeningen, og jeg træder ud af bestyrelsen efter "mine to år". Det meste af tiden har det været hyggeligt og sjovt at holde møder, og arbejdet derudover har været begrænset. Men dette er en forandringernes tid, og jeg har ikke længere lyst til bare at flyde.

Efter to uger i Thailand er jeg kommet så grundigt på afstand af mit liv, at jeg er i stand til at bryde nogle af de rutiner, som har holdt min tilværelse i noget nær et jerngreb i de sidste to år.

Computeren har i uhørt grad fået lov at stå slukket.

I to år har jeg kørt i bøgernes rille. Nu vil resten af mig gerne have plads igen. Jeg fokuserer atter på musik, jeg vil til flere kunstudstillinger og på Kvindemuseet mindst to gange om året, vil til at sy, plante masser af blomster i haven, SE folk, møde nye folk, finde ud af, hvor og hvordan det er godt at leve og ikke bare passivt indånde osen fra det, der tilfældigvis kører forbi.