Det er nu 3 1/2 år siden vi købte en del af en mark i Hjortshøj ved Aarhus. Her skulle vi bygge og bo med fælleshus og fællesspisning.
Men først en øvelse i ventning.
Vores bank går ned og vi kommer i pleje hos Vestjysk Bank. Vestjysk Banks motto er noget i retning af:
"Man ved hvad man har og hvor galt det kan gå, så hold på hat og briller - også når solen skinner"De vil altså ikke låne penge til os, så nu står vi med drømmegrunden, som vi ikke kan bygge hus på.
Nedtur. Vente.
Lønforhøjelser og foretræde hos ny bank, som sælger sig selv på noget i retning af at de er til dyr, børn, solskin, vindmøller og god karma. Det gælder i midlertid ikke almindelige mennesker så længe der er krisetid. Åh. Men nej. Vente.
De andre bygger der ude på marken. Husene skyder op omkring vores tomme grund. Andres børn får plads i institutionerne og bonder og relater mens vores bliver i midtbylejligheden med stadig mere slidte forældre på sidelinien i eget liv.
Jeg hører hele tiden historier om Nordea, der ikke er bange for at tage chancen med førstegangskøbere. Stik mod forventning ender vi med den store bank, der uden piv hiver kontrakten frem og giver hånd på vores fremtid.
Jeg er ikke en stærk venter. Men nu er jeg i hvert fald en erfaren venter.
Om to uger er ventetiden ovre i denne omgang og jeg blogger herfra:
