Børn har deres egne ønsker, som
Så er der hele spørgsmålet om kemi. Kemien mellem børnene, mellem børn og voksne og mellem børnenes voksne. Kemi er faktisk slet ikke noget man kan ignorere. Sådan to unger kan være de bedste legekammerater den ene dag og næste dag tuder de. Fandeme. Hele. Tiden. Fluktuerende kemi?
Så er der de andre børns forældre. Fremmede voksne er for det meste ret søde, fordi de gerne vil have dig til at tage deres barn med hjem eller fordi de gerne vil låne dit barn. Men der er faktisk ingen garanti for, at de ikke sidder og ryger den fede på bagtrappen mens dit barn leger med deres computer og kommer til at trykke på Yes og Yes I'm Sure.
Så længe de tager det roligt, er det sådan set også godt nok.
Livet med børn er en laaaang-beroliiigende besværgelse. Hvis man skal komme igennem dagen, skal man lade være med at tænke for meget.
Men jeg er ikke så god til at lade være med at tænke for meget. Jeg er nærmest eksplosivt tænkende relationsmæssigt. I dag ville jeg lade drengene selv bestemme hvad de ville lave. Fordi jeg havde tænkt over, at måske gad ungerne ikke lege hjemme hos os, hvis vi blev ved med at insistere på udelege og alt muligt andet end Nintendo DS. Så efter en halv time spiller de så Nintendo og jeg fortryder MEGA. De skal sku da LÆRE at bygge en togbane sammen. Eller hvad? Års mor-træning har fået mig til at droppe at forsøge at overtale dem til at lege alene ude, i stedet lokker jeg dem med på en Aldi-tur - med lokkekiks.
Så tænker jeg over hvor dårlig en mor jeg er på aktiver-ungerne-på-en-positiv-måde skalaen. Og sådan er det hele tiden. Hver gang jeg beslutter mig for at det er god stil at lade børnene gøre det de gerne vil, så fortryder jeg, når jeg ser hvad det er de vælger. På den anden side så skændes de jo ikke lige nu. Og så vil de sikkert gerne lege igen. Men er spilaftaler en god aftale?
