Det findes det her psykologiske trick. Hvis du er bange for noget, så skal du prøve at forestille dig det du er bange for. Sådan helt ud i de perfide detaljer. Hvor sandsynligt er det f.eks. at du siger din ex's navn mens du har sex med din nye kæreste, som du bare ønsker at kravle ind i? Eller hvis nu din bidske, afdøde grandtante virkelig hjemsøger dig, hvad forestiller du dig så hun kan gøre? Nive dig i tæerne mens du sover?? Eller stirre rigtig ondt på dig med sine usynlige øjne fra sin usynlige plads i den ubestrideligt udsmidte lænestol? Eller det der monster fra drømmene, hvordan ser det så ud, egentlig, når du (vender dig og) kigger rigtigt på det. Har det hår over det hele? Er det langt det hår, eller er det trimmet i facon, flettet? Snakker vi hugtænder, sådan et par stykker, eller piranha-style?? Er der flere monstre eller er der kun dit helt eget monster og hvis det bor bag soveværelsesdøren, hvor stort kan det så egentlig være? Og hvorfor i det hele taget bo bag en dør?
You get it :)
Så jeg lavede et tankeeksperiment hvor jeg prøver at spørge én der lige bakkede lidt væk og lagde 30 cm mere mellem os: Undskyld, gik jeg for tæt på eller har jeg dårlig ånde?
Problemet er bare at jeg fra tid til anden lider af livlig fantasi. Nu tør jeg slet ikke spørge om sådan noget nogensinde.
Tænk nu hvis svaret var nej, men du lugter lidt af svedig numse.
