Det meste er sløret
-
Jeg sad og læste den pensionerede tyske tennisspiller Andrea Petkovic' glimrende
nyhedsbrev, da en ven i går skrev med en anbefaling. Det var et album fra ...
1 uge siden
onsdag, marts 30, 2011
tirsdag, marts 29, 2011
fredag, marts 25, 2011
onsdag, marts 23, 2011
Et indlæg om nænsomhed overfor læseren
Jeg kender denne her fantastiske kvinde, som bare lyser som det helt store lasershow på sin sjove, kloge blog.
Hun insisterer på at se det positive i så meget som muligt og en udfordring i resten.
Jeg nyder hendes ord, hendes insisterende positive vibes, men uden jeg bemærkede det, har alt den positivitet sat en kæp i mit eget (gnavne, tvivlende, måbende - fyld selv på) bloghjul. Det var faktisk et af hendes egne indlæg, der fik mig til at se, at jeg er begyndt at udøve intensiv selvcensur. Tvivleren i mig har lammet mig med sin evindelige hystiske krigsdans.
Jeg nyder indædt min venindes måde at beskrive livet. Hun forlanger at turde og prøver at se tingene i lyset af læring og loven om tiltrækning og Jeg Elsker Det. Og så er det jo naturligt at kigge i egen blog og så stormer tvivlen frem. For kan jeg egentlig tillade mig at skrive blogindlæg om rasende tvivl, om kedsomhed, uopfyldt længsel, panikløsninger, afmagt og Jens Rohde (vi er nogen der savner dig, Jens, det hele er blevet så mainstream!!)? Sender man så bare MEGA dårlig energi i næsen på sin (mere eller mindre) uskyldige læser? Og hvor dårlig karma giver det lige?
Er det overhovedet muligt at være en søgende sjæl uden samtidig at tvivle? Måske er det først når jeg når til vejs ende, at tvivlen stopper sin hvirvlen og daler til ro. Jeg bliver nok nødt til at satse på at jeg optjener noget god karma på en anden konto, for jeg er ikke rund. Jeg er firkantet - med pigge.
Men jeg lover at jeg nok skal prøve at få dem til at smage godt..
Hun insisterer på at se det positive i så meget som muligt og en udfordring i resten.
Jeg nyder hendes ord, hendes insisterende positive vibes, men uden jeg bemærkede det, har alt den positivitet sat en kæp i mit eget (gnavne, tvivlende, måbende - fyld selv på) bloghjul. Det var faktisk et af hendes egne indlæg, der fik mig til at se, at jeg er begyndt at udøve intensiv selvcensur. Tvivleren i mig har lammet mig med sin evindelige hystiske krigsdans.
Jeg nyder indædt min venindes måde at beskrive livet. Hun forlanger at turde og prøver at se tingene i lyset af læring og loven om tiltrækning og Jeg Elsker Det. Og så er det jo naturligt at kigge i egen blog og så stormer tvivlen frem. For kan jeg egentlig tillade mig at skrive blogindlæg om rasende tvivl, om kedsomhed, uopfyldt længsel, panikløsninger, afmagt og Jens Rohde (vi er nogen der savner dig, Jens, det hele er blevet så mainstream!!)? Sender man så bare MEGA dårlig energi i næsen på sin (mere eller mindre) uskyldige læser? Og hvor dårlig karma giver det lige?
Er det overhovedet muligt at være en søgende sjæl uden samtidig at tvivle? Måske er det først når jeg når til vejs ende, at tvivlen stopper sin hvirvlen og daler til ro. Jeg bliver nok nødt til at satse på at jeg optjener noget god karma på en anden konto, for jeg er ikke rund. Jeg er firkantet - med pigge.
Men jeg lover at jeg nok skal prøve at få dem til at smage godt..
torsdag, marts 17, 2011
Alt er godt. Vent lige lidt!!
To uger har vi nu boet i vores nye hus. Huset er fantastisk. Vores naboer er dejlige. Hell, min veninde bor lige ved siden af. Vejret er godt. Børnenes nye instituion er god og rummelig og fyldt med søde voksne. Induktionskogepladerne virker bare og burde være en menneskeret og mudderet er ved at tørre ind.
Så mangler vi bare min sjæl, som karter forvirret rundt et sted bagude, i slipstrømmen...
Så mangler vi bare min sjæl, som karter forvirret rundt et sted bagude, i slipstrømmen...
Abonner på:
Opslag (Atom)