tirsdag, juni 27, 2006

MTV Base - nu med endnu flere fede mænd


Vi har været lidt syge. Så ser man ekstra meget fjernsyn. Prøvekanalen er i øjeblikket MTV Base. Det er mig kun muligt at se denne kanal et minut af gangen, før jeg må zappe væk. Som kvindelig seer bliver man tilbudt en lang række joggingtøjklædte mænd i varieret grad af overvægt fra chubby over kvabsede til decideret fede. Jeg ved ikke, hvem der tiltrækkes af caps. Jeg ved heller ikke hvem, der for alvor tror, at hende den utroligt lækre sild mener andet end man-skal-jo-leve, når hun humper den fede mands joggingsæt, der smyger sig så fortryllende om dellerne.

Fy for den lede. Kan vi så få indført, at mænd skal være klippet, have noget ordentligt tøj på og være SLANKE, når de skal være på MTV.

Jeg konverterer til countrykanalerne. De forstår at tage sig ordentligt ud, og der er – sweet Jesus - ingen, som humper hinandens ben.

lørdag, juni 24, 2006

aaaaaaaaaaaaah

Jeg vil ned til rødderne
til kirkerne af salt og muld
til jordrødder, ånderødder og himmelrødder
op i den het tynde luft
hvor digte skrives med barberblad.
jeg vil den rene poesi som dunker
i dieselmoteren
som brænder i en svigtet kvindes kød
som vågner af søvnen og spørger postbudet hvad et er for en tid
der larmer ude på vejen

fra Rødder / Jóanes Nielsen

Anmeldelse af digtsamlingen Kirkerne på havets bund på Bogrummet.dk.

onsdag, juni 21, 2006

Efter Potter kommer tomhed?

Jeg har udskudt Harry Potter og Halvblodsprinsen, til jeg havde tid til at læse forslugent. Nu er jeg så færdig med den andensidste Harry Potter bog og har ondt i maven. Hvorfor er der ingen magi til? Jeg er fuldstændig sikker på, at Snape holder med de gode, og at han faktisk har det ret hårdt nu. Jeg er bange. Bange for at J.K. er 40 år om at skrive den sidste bog. Det ville kun være naturligt, hvis hun nølede med at få afsluttet det, som tryllede hendes liv om til glimmer. MEN 40 ÅR!

Hvad gør alle andre, når de har læst den sidste Potter-bog?

onsdag, juni 14, 2006

Sommerferie

Fra i dag har jeg sommerferie til september. Jeg var oppe kl. 6.00 i morges. Toget til Aalborg og ind og forsvare min opgave om folkebibliotekers materialevalg. Censor syntes, at resultaterne af min undersøgelse burde "ud i verden". Jeg vil overveje, om dette er året, hvor jeg skriver min første biblioteksfaglige artikel. Hun nævnte også noget med at arbejde videre på kandidaten. Det er meget, meget dejligt med sådan en ros. Jeg håber, at der en dag bliver tid og råd til, at jeg kan bygge noget kulturformidling ovenpå bibliotekaruddannelsen.
Det har været virkelig fedt at lave en undersøgelse. V I R K E L I G F E D T.

lørdag, juni 10, 2006

Hvor blev naturen af?


Hvis der skulle sidde en eksiljyde - omend bare i ånden - og tænke, hvor naturen blev af, så har jeg den. Og jeg vil gerne have lidt hjælp til at få slået den ihjel.

Når jeg på onsdag har overstået eksamen for dette semester, er der fri leg med skvalderkålen. Føler du for at kigge forbi, men synes det er lovlig hyggeligt at skulle overnatte i et minikolonihavehus, så står der jo en lejlighed i Århus C, som bare venter på at blive hygget om af en plantman/-woman.

Hold dig ikke tilbage. Det vil være fint, hvis du kan ligge på knæ i mere end en time af gangen. Rigtig fint, hvis du ikke har noget mod årets latterligt store myg.

Kontakt os. Kom glad. Der vil være grill og glade flagedage.