Anmeldelse af:
Stefan Frello: Den flyvende gris (Gyldendal)Det er ikke hver dag, at jeg sidder og læser billedbøger, og jeg må sige, at jeg er mere end en smule overrasket over rollefordelingen i "Den flyvende gris". Tegningerne er virkelig fede, men jeg har det svært med moralen her. Kald mig bare en knirkende humanist:
Joan er en klog lille pige, som fra tid til anden skal vogte landsbyens grise. En dag hvor hun sætter sig og spiller en lystig melodi på sin medbragte fløjte (irriterende), brager en kæmpesur trold ud af bjerget bag hende (mon ikke de fleste har det sådan med fløjter). Den ret sure trold råber at Joan skal smutte, for det her er hans hood. Nu er jeg ærlig talt helt på troldens side. Prøv selv og vælg mellem lyden af en rislende bæk kontra niårig på blokfløjte???
Og nu er vi ved at være her, hvor det bliver tydeligt, at undertegnede ikke er vant til at læse billedbøger. I første omgang forbløffes jeg over den lille piges uhørte næsvished over for trolden, som jo både er noget større og - må man gå ud fra - ældre end hende. Og herfra går det da også bare ned af bakke set fra et opdragelsesmæssigt synspunkt. Den lille pige fortsætter nemlig gennem historien med at lyve, snyde og bedrage og ender søren jens'me med at tage livet af trolden.
Hvad er moralen så? Hvis nogen råber af dig - så smadrer du dem bare? Så de ka' lære det? Der er med garanti noget her, som er gået helt hen over hovedet på mig. Selvfølgelig skal man ikke finde sig i at blive råbt af. Selvom man er barn skal folk tale ordentlig til én. Men helt ærligt hun SMADRER den trold, hvad er det for noget at lære børn. Og så var det endda hende der startede.
