Så sig dog nej, kvindemenneske

I dag, på udsalg, står jeg roligt i kø ved disken. Midaldrende dame står lidt til siden med en strikket beige sag og aktiv mobiltelefon:

"Jeg bliver nødt til at vide om det skal være small", siger midaldrende dame anspændt, grænsende til vredt
"..."
"Det er ikke godt at jeg står her og ikke ved hvad jeg skal gøre ved det", stemmen påvirket
"..."
"Altså jeg ved hvilken størrelse jeg selv skulle bruge, men nu er du jo meget mer' mager [udtalt 'mauer' ikke det mere dannede 'ma-er']"
"..."
Exit gråblond størrelse 46 med beige strik.

Hvad er der galt med det her billede?
Først blev jeg ærlig talt stødt over, at gråblond dame vælger at bruge det negativt ladede ord mager om sin samtalepartner i stedet for at være sød og sige "nu er du jo dejlig slank..".
Men den gråblonde kan ikke være flink, fordi hun har ignoreret sig selv og sagt ja til noget hun overhovedet ikke gider.
Hun har for fanden glemt at sige Nej.
- Nej, jeg vil ikke gå på udsalg for dig, finde en beige strik, blive nødt til at ringe til dig fra butikken for så at opdage, at du ikke aner hvilken størrelse du skal bruge, og at du heller ikke vil lette mig ved bare at skyde på en størrelse.
Så hun ender med at stå og være ond.

En anden dag vil jeg måske følge efter Gråblond og fortælle hende at det aldrig er for sent at lære at sige nej. At man bliver gladere af at mærke efter om man i virkeligheden har nej inden i og så sige det. Nej. Næ tak. Ellers ender man bare med at sige til en anden at hun er mager, bare fordi hun har bedt én om noget (frækt nok), og man løj da man sagde ja (det skal jeg nok/det kan jeg da godt).

I denne omgang sagde jeg i stedet til den unge kvinde bag disken at den kjole hun bar sad vældig godt på hende.
Det føles som om jeg rettede lidt op på tingene.