Jeg har grå dage og sorte timer. Jeg er ikke lykkelig

Anmeldelse:
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas
Udkom første gang i 1905

Doktor Glas lever et stille liv. Han passer sit job og funderer. Han har en agtet og stabil position i det stockholmske borgerskab uden dog at efterlade et uundværligt aftryk hos nogen. Doktor Glas har aldrig rigtig villet nogen længe eller vildt nok til at skaffe sig en kvinde og familie. Det efterlader ham på sidelinjen af livet som betragter:

"Jeg har grå dage og sorte timer. Jeg er ikke lykkelig. Alligevel kender jeg ingen, jeg vil bytte med; jeg krymper mig ved tanken om, at jeg kunne være denne eller hin blandt mine bekendte. Nej, jeg vil ikke være nogen anden.
I min tidligste ungdom led jeg meget under at jeg ikke var smuk, og da jeg så brændende længtes efter at være smuk, syntes jeg selv, jeg var et uhyre af hæslighed. Nu ved jeg jo, at jeg ser nogenlunde ud som de fleste. Det glæder mig just heller ikke."

Da en ung kvinde opsøger ham på klinikken er det starten på enden af Doktor Glas' passive tilgang til livet. Kvinden er gift med den noget ældre pastor Gregorius. Hun kan ikke længere udholde at blive rørt af sin mand, da hun har forelsket sig i en anden. Men pastoren holder på sine rettigheder i ægtesengen trods hendes modstand og kulde. Doktor Glas' ensomme, følsomme hjerte væmmes voldsomt ved de ægteskabelige overgreb. Da han i forvejen hverken bryder sig om Gregorius eller den tro han repræsenterer, melder tanken sig om han mon skulle hjælpe præstefruen af med sin mand.

"Doktor Glas" er en fantastisk foruroligende bog om at fuldføre en handling, de fleste af os ikke engang ville overveje. Man følger åndeløst doktorens moralske overvejelser for og imod at slå pastoren ihjel. Bogen er skrevet med en mættet kraftfuld klogskab og sensitivitet som slår benene væk under én. Hundrede år gamle ord væver sig ind i læseren og sår tvivl om hvem der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert.

"Jeg har intet at frygte. Hvorfor tager jeg så hele tiden i døren? Fordi jeg har på fornemmelsen, at det voldsomme atmosfæriske tryk af andres meninger, de levendes, de dødes og de endnu ufødtes, har samlet sig derude og truer med at sprænge døren og knuse mig, pulverisere mig . Derfor må jeg prøve låsen".

Onkel Frederik og Aviaja

SÅÅÅÅÅÅÅ STOPPER DU [Byliv]

Så er der atter underskriftsindsamling i vores karré. Denne gang vil en fra nummer 12 have smidt naboen på anden sal ud. Eller mere præcist: hun vil ikke have, at han kommer ind i sin lejlighed igen. Sidste weekend skændtes han med en kammerat og kom i affektion til at sætte ild til sin lejlighed. Som udbrændte. I klagebladet kan vi læse at fyren for det meste er fuld. Sent om natten, fuld, er det svært for ham at komme ind af yderdøren, så han ringer de fleste i opgangen op. Så er der skænderierne/slåskampene med kammeraten + bræk, tis og afføring (lort ligegodt også? wauuu) på trapperne. Endelig har han forsøgt at komme ind i af de andre beboeres lejlighed og griber enhver chance til at befamle hende.

Enhver kan komme til at sætte ild på noget i en brandert. Men det der med at han ikke kan lade en kvinde være tryg i egen opgang er at overskride grænsen. Jeg har skrevet under på, at han ikke skal ind i den lejlighed igen.

Jubeloptimist aka kvajpande

I postkassen ligger et brev stilet til Foreningen Bogrummet, att. Den Ledelsesansvarlige. Den indledende scanning af dagens post er jo lidt lemfældig, men jeg når da at fange at adressen ser håndskrevet ud. Kuverten er den store slags, der kan indholde A4-format i ubukket form. Desuden fanger mine blå øjne, at der står noget med "Pen" i hjørnet.

Og så er det sgu at hende jubeloptimisten i mig tænker at nu er der endelig en forfattersammenslutning, der har valgt at anerkende Bogrummet.dks mangeårige indsats på bogformidlingsområdet med en check og et tak-for-det brev.

Nej

Til gengæld har jeg nu en kuglepen med Foreningen Bogrummet graveret på - tilsendt som vareprøve. Hvis jeg er helt vildt hurtig kan jeg måske nå at afgive bestilling på flere Lancer-kuglepenne som kun føres i begrænset antal. Men det skal være nu, så jeg ikke er for sent ude...

Så gå dog i seng

Efter en meget lang dag bliver man vel lidt træt. Og fra søndagstræt til udmattet til lettere depressiv er der ikke nødvendigvis ret langt, på en søndag. I den sindstilstand er det jo så nærmest uundgåeligt at træde i noget kogt ris - eller ditto nudler - under den slæbende oprydning efter aftensmaden. Og netop fordi man er hvor man er kan man ikke tage sig sammen til at få fjernet al nudelvæsenet under strømpen. Skridt efter klistret skridt mindes man herefter om at der stadig er noget under strømpen. Det burde ikke være der. Der burde slet ikke ligge mad på gulvet. Hvorfor er der altid mad på gulvet, hvorfor jokker jeg i det, hvad siger det om mig at jeg ikke engang kan finde ud af at fjerne det ordenligt fra sokken? Der er ikke ret langt fra søndagstræt til lettere depressiv. Et kogt riskorn er rigeligt.