Attractive Things

* Varme sokker, gerne til midt på låret
* Uldunderbukser, gerne til midt på låret
* Lange underbukser, uld
* Benvamere, til midt på låret
* Forede gummistøvler
* Brændeovn
* Pejs
* Kaffe, te, kakao
* Chili con carne
* Suppe
* Bad
* Dyne
* Tæppe
* Varme i bilsædet
* Hue
* Vanter
* Halsedisse
* Tørklæde
* Sjal, uld
* Busser til tiden
* Langt kram

Hmm..

Sidste fredag slæbte ungerne og jeg os gennem Zuuper Brugsen, købte alt det ordentlige først og så slik og så hjem og så havde jeg så lagt nøglerne på stuebordet. Lissom. I de fem kvarter vi ventede på falck-manden stod vi i opgangen og spiste brød, chips og cola. Ungerne syntes det var sjovt. Jeg kæmpede hårdt med temperamentet. Man kan jo vælge at sige, at vinden heldigvis havde forhindret yderdøren i at smække så vi kunne stå i opgangen i stedet for på gaden..

..for gå nogen steder turde jeg jo ikke, for falckmanden ville ringe, når han ankom og min telefon spontanaflader jo gerne flere gange dagligt, og det gjorde den også nu. Den varmer pludselig så dejligt i lommen og bibber, bibber og biiioppppp.... Det kan man jo også vælge at se på som lidt en gave fordi man jo så lissom er NØDT til at få sig en ny telefon.

Og måske er det også den vinkel jeg skal have på bilen. Nu hvor det er blevet koldere begynder dem nemlig atter at skrigehvine når man starter. Vi HAR skiftet kilrem og smurt med olie så nu giver vi den bare gas, så går det over. Før eller senere. Jeg kan godt afsløre at selvom det ikke er samme slags ansigtsudtryk en hvinende kilrem og en opgasning giver dig fra diverse BLØDE trafikanter, så er grimasserne i hvert fald lige himmelfaldne på den der og-hvilken-forstad-kommer-du-så-lige-fra-din-store-bonde-måde. Absurd pinligt. Og da jeg så skulle hjem fra arbejde i dag startede den slet ikke. Blikkassen. For første gang i mit pigeliv har jeg pænt bedt en mand om at hjælpe mig med startkabler. Jeg ved ikke.. Jeg tror jeg kan leve med skammen. Også at det her kommer jeg til at høre for i dårlige vitser, i skænderier, i diskussioner om køn og mon ikke også den dukker op i en sang. Det er sådan set også i orden.
Men så skal jeg edderrødme også have en ny bil.

Et splittet indlæg

Jeg er hende, der en gang blev så ærgerlig over alle de tilstrømmende gæster til en blomsterfestival, at jeg mente Århus var byen, der er bange for at være alene med sine borgere. Jeg er hende der kører gennem min kommende landsby på en søndag og skræklammet sammenligner de øde gaders ensomhed med dem fra barndombyens.

Jeg er hende, der elsker sine børn så jeg er helt fyldt op og jeg er hende der ønsker de ville lade mig være i fred.

1933

1933 bød på endnu en fin roman af englænderen James Hilton. "Shangri-La. Tabte horisonter" er en filosofisk roman om tro og religion, civilisation og det hastværk som (stadig) præger den vestlige verden. I løbet af knap 200 sider spøger det hele tiden: Hvad ville du give dig til, hvis der var tid nok? Stopper du nogen sinde op for at mærke, hvad der er vigtigt?

Linkoz
En bog fra hvert år 1930-1990
James Hilton på Bogrummet.dk
Anmeldelsen på Bogrummet.dk

Måtte dine unger lege med ham, hvis han var deres far?

I vinduet i børneværelset står søns og søns fars nyeste lego-kreationer. Jeg bliver lidt overrasket over søns fars seneste værk. Læg 'også' mærke til de 'løsrevne' arme, der 'symboliserer' (?) 'flag' (??):

:)

see more Lolcats and funny pictures

Jeg har grå dage og sorte timer. Jeg er ikke lykkelig

Anmeldelse:
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas
Udkom første gang i 1905

Doktor Glas lever et stille liv. Han passer sit job og funderer. Han har en agtet og stabil position i det stockholmske borgerskab uden dog at efterlade et uundværligt aftryk hos nogen. Doktor Glas har aldrig rigtig villet nogen længe eller vildt nok til at skaffe sig en kvinde og familie. Det efterlader ham på sidelinjen af livet som betragter:

"Jeg har grå dage og sorte timer. Jeg er ikke lykkelig. Alligevel kender jeg ingen, jeg vil bytte med; jeg krymper mig ved tanken om, at jeg kunne være denne eller hin blandt mine bekendte. Nej, jeg vil ikke være nogen anden.
I min tidligste ungdom led jeg meget under at jeg ikke var smuk, og da jeg så brændende længtes efter at være smuk, syntes jeg selv, jeg var et uhyre af hæslighed. Nu ved jeg jo, at jeg ser nogenlunde ud som de fleste. Det glæder mig just heller ikke."

Da en ung kvinde opsøger ham på klinikken er det starten på enden af Doktor Glas' passive tilgang til livet. Kvinden er gift med den noget ældre pastor Gregorius. Hun kan ikke længere udholde at blive rørt af sin mand, da hun har forelsket sig i en anden. Men pastoren holder på sine rettigheder i ægtesengen trods hendes modstand og kulde. Doktor Glas' ensomme, følsomme hjerte væmmes voldsomt ved de ægteskabelige overgreb. Da han i forvejen hverken bryder sig om Gregorius eller den tro han repræsenterer, melder tanken sig om han mon skulle hjælpe præstefruen af med sin mand.

"Doktor Glas" er en fantastisk foruroligende bog om at fuldføre en handling, de fleste af os ikke engang ville overveje. Man følger åndeløst doktorens moralske overvejelser for og imod at slå pastoren ihjel. Bogen er skrevet med en mættet kraftfuld klogskab og sensitivitet som slår benene væk under én. Hundrede år gamle ord væver sig ind i læseren og sår tvivl om hvem der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert.

"Jeg har intet at frygte. Hvorfor tager jeg så hele tiden i døren? Fordi jeg har på fornemmelsen, at det voldsomme atmosfæriske tryk af andres meninger, de levendes, de dødes og de endnu ufødtes, har samlet sig derude og truer med at sprænge døren og knuse mig, pulverisere mig . Derfor må jeg prøve låsen".

Onkel Frederik og Aviaja

SÅÅÅÅÅÅÅ STOPPER DU [Byliv]

Så er der atter underskriftsindsamling i vores karré. Denne gang vil en fra nummer 12 have smidt naboen på anden sal ud. Eller mere præcist: hun vil ikke have, at han kommer ind i sin lejlighed igen. Sidste weekend skændtes han med en kammerat og kom i affektion til at sætte ild til sin lejlighed. Som udbrændte. I klagebladet kan vi læse at fyren for det meste er fuld. Sent om natten, fuld, er det svært for ham at komme ind af yderdøren, så han ringer de fleste i opgangen op. Så er der skænderierne/slåskampene med kammeraten + bræk, tis og afføring (lort ligegodt også? wauuu) på trapperne. Endelig har han forsøgt at komme ind i af de andre beboeres lejlighed og griber enhver chance til at befamle hende.

Enhver kan komme til at sætte ild på noget i en brandert. Men det der med at han ikke kan lade en kvinde være tryg i egen opgang er at overskride grænsen. Jeg har skrevet under på, at han ikke skal ind i den lejlighed igen.

Jubeloptimist aka kvajpande

I postkassen ligger et brev stilet til Foreningen Bogrummet, att. Den Ledelsesansvarlige. Den indledende scanning af dagens post er jo lidt lemfældig, men jeg når da at fange at adressen ser håndskrevet ud. Kuverten er den store slags, der kan indholde A4-format i ubukket form. Desuden fanger mine blå øjne, at der står noget med "Pen" i hjørnet.

Og så er det sgu at hende jubeloptimisten i mig tænker at nu er der endelig en forfattersammenslutning, der har valgt at anerkende Bogrummet.dks mangeårige indsats på bogformidlingsområdet med en check og et tak-for-det brev.

Nej

Til gengæld har jeg nu en kuglepen med Foreningen Bogrummet graveret på - tilsendt som vareprøve. Hvis jeg er helt vildt hurtig kan jeg måske nå at afgive bestilling på flere Lancer-kuglepenne som kun føres i begrænset antal. Men det skal være nu, så jeg ikke er for sent ude...

Så gå dog i seng

Efter en meget lang dag bliver man vel lidt træt. Og fra søndagstræt til udmattet til lettere depressiv er der ikke nødvendigvis ret langt, på en søndag. I den sindstilstand er det jo så nærmest uundgåeligt at træde i noget kogt ris - eller ditto nudler - under den slæbende oprydning efter aftensmaden. Og netop fordi man er hvor man er kan man ikke tage sig sammen til at få fjernet al nudelvæsenet under strømpen. Skridt efter klistret skridt mindes man herefter om at der stadig er noget under strømpen. Det burde ikke være der. Der burde slet ikke ligge mad på gulvet. Hvorfor er der altid mad på gulvet, hvorfor jokker jeg i det, hvad siger det om mig at jeg ikke engang kan finde ud af at fjerne det ordenligt fra sokken? Der er ikke ret langt fra søndagstræt til lettere depressiv. Et kogt riskorn er rigeligt.

Den generelle samfundsudvikling ifølge Gads Forlag

Hvordan er fordelingen mellem kvinder og mænd i Kraks Blå Bog? Kraks Blå Bog er et spejlbillede af det danske samfund. I dag er over en trediedel af de nyoptagne kvinder. I bogen er 16% kvinder. I den første udgave der kom på gaden i 1910 var 5% kvinder. Det afspejler den generelle samfundsudvikling meget godt.

- Kilde Kraks 'Ofte stillede spørgsmål'

Følg med næste gang, når vi undersøger, hvem der mon sidder i redaktionen på Kraks Blå Bog...

Hvordan man undgår 'godnat'

Sengesamtaler med en 5-årig kan have tendens til at udarte sig. Her til aften får jeg rodet mig ud i at forklare at nogen holder op med at være kærester, når de ikke længere synes den anden er så dejlig..

Tue: "Okay, hvem flyttede så af mormor og morfar?"

Mor: "Det gjorde mormor"

Tue: "Hvorfor flyttede hun og skulle morfar så bare være der helt alene altid?"

Mor: "Når man ikke længere er kærester, vil man gerne have sit eget sted at bo, og morfar har jo Grete, så han er ikke alene"

Tue: "Hvordan kan du være sikker på, at de ikke længere er kærester?"

Mor: "Godnat skat"

Snart 40 og stadig mere interesseret i keramik...

Vel hjemme i Århus efter to uger ved det vestre hau er jeg nu 39 somre klog. Jeg har bemærket, at det ikke er de runde fødselsdage som sætter tankerne i gang, men de fødselsdage der kommer før. Det er godt at være snart 40. Når det uventede sniger sig ind på dig, forsøger du ikke nødvendigvis skrækslagent at smække det ind i skabet. Til eksempel vækker det nu mere moro (yes jeg er gammel nok til at bruge den slags udtryk) og forundring end rædsel, at jeg stadig oftere finder mig selv med noget brændt ler i hånden og skinnende øjne.

Keramiker Andersen arbejder og bor i skønne Ringkøbing, hvor jeg ledte efter det ultimative arbejdskaffekrus. Værksted/butik ligger omme i gården, brosten, lavt til loftet, roser. Sådan noget, der får de ulmende kunstnerdrømme til at blusse lidt op.

Jeg finder mig selv draget mod en ko og en præst i et badekar.

Værkets titel: Udvidet landbrugsstøtte.

http://www.andersenkeramik.dk/

En passende cykelafstand

Godt jeg snart skal have ferie. Det nye job, fylder rigeligt i hovedet. Her er f.eks. et billede af cykelruten fra min kommende bopæl til mit kommende arbejde.
Stilstand? PYH. We spit on calm your Quietness..

..men må jeg få mine yndlingslånere med?

Overvejer at putte et par lånere i min taske og sætte dem på hylderne i det nye bibliotek til trøst og nærvær.

Men der står sikkert noget om den slags i personalepolitikken, så jeg lader være.

Sjov med Shakira- She Wolf SPOOF

Sjov med Marie Key Band - Mormor

Hvorfor kommer hun ikke? Måske har hun glemt hvor jeg bor?

John Steinbeck

I foråret var jeg i kloster for at få tid til at strukturere mylderet bag panden. Jeg havde medbragt Leonora Christina Skovs spritnye gotiske roman "Silhuet af en synder" - hvilket helt oplagt var passende læsning i et kloster.
I sidste øjeblik røg John Steinbecks "Vort mismods vinter" fra 1961 også i kufferten. En veninde anbefalede mig den for hundrede år siden - og jeg reagerede da også positivt og købte bogen og stillede den så på de ulæstes reol til "ved lejlighed".

Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte netop den bog til turen. Jeg vidste ikke hvad den handlede om. Så lidt uhyggeligt var det at sidde i selvvalgt eksil og opdage at romanen matchede mit liv. Den handler om valg og fravalg. Den handler om at alt du gør har konsekvenser - også når du vælger at sidde på hænderne.
Bogen er skøn. John Steinbeck skriver med visdom og nerve langt ud over det sædvanlige. Grib ham. Se om der ikke står en Steinbeck på reolen og venter på dig.

Anmeldelser på Bogrummet.dk:
Silhuet af en synder (af Jette SF Holst) & Vort mismods vinter (yours truly)

Projekt: Læs én bog fra hvert år 1930-1990

De små av'er i afsked

Jeg nærmer mig sidste uge på Hjortshøj Kombi-bibliotek. Med dagens post kommer en kontrakt på et arrangement med børneteater stilet til min efterfølger.

Da jeg ser mig om efter et sted at lægge ting til hende, går det op for mig, at der er et helt indlysende sted at efterlade ting - i min (gamle) bakke.

Det mentale billede af min bakke - nu bare tom for første gang i 1 1/2 år...

Tudevorn. Thats me.

Janet Jackson - What Have You Done For Me Lately

Kom i tanke om den her. Jeg havde jo LP'en. Jow jow.

En lille smule pres har aldrig mast en oppustet ballon... eller noget

3 uger til sommerferie.

Søndag kl. 16.30 skrev vi under på huskontrakt og come february har vi et træhus med en grundplan sådan cirka sådan der

<- - - -

Jeg har to uger til at pakke sammen i Hjortshøj.

Pakke papirer, visioner og hjerte.

Efter ferien starter jeg nemlig i nyt job her -->

Skødstrup Kombi-bibliotek ligger 5 minutter i tog fra Hjortshøj.

Alting i større skala: fuld tid, dobbelt så mange beboere i området, materialer, flere ansatte.. og - bless them - flere skoleelever...

FALLULAH - BRIDGES

Smilegaranti. I dare you!

Pigepoesi

Sært er vort sind - vi elsker mest
det, der længst er forbi.
Musikken spiller - men skønnest var
en fjern og tabt melodi.

Måske blev jeg selv et evigt sår
brændt i en andens sind,
- mens du går omkring og lever et sted,
usåret, glad - og blind.

fra Tove Ditlevsens debutdigte "Pigesind" fra 1939

God Larm: The Strokes - Take it or Leave it - Live

Syge drømme

I en drøm er der den her krage. Den hopper rundt om mig og råber noget med at jeg ikke tør. Du tør ikke, æv bæv. Jeg trækker på skuldrene af den dumme fugl, men kragen bliver ved. Ahahahaha du tør ikke, alle ved du ikke gør noget. Og så siger den noget om at to andre krager den kender siger det samme. At jeg ikke tør.

Vi er på de her to niveauer: mig=stor og ved bedre / krage=ubetydeligt fnug og tydeligvis dum, og jeg gider ikke tage mig af den. Så begynder den jo at håne mig med hele kroppen og laver både fagter og fjæs og jeg begynder at overveje om den skrider, hvis jeg sparker lidt ud efter den. Til sidst er der ikke andet at gøre og så opdager jeg at den irriterende møgfugl er lavet af pap. Den er levende, men næbbet er lavet af en orange papvaffel, og sorte stykker pap er sat lidt nødtørftigt på rundt omkring, så den ligner en fugl sådan til husbehov.

En drøm om noget der ikke er ægte, men føles ægte og er irriterende uden at være rigtig irriterende.

Hvorfor tager min underbevisthed overhovedet det emne op? Og hvad pokker ER emnet?

Hr. Skæg

Man bør gribe de chancer der byder sig. Og når far arbejder samme sted som Hr. Skæg fra børneprogrammet Skæg med tal, skulle man da være et skarn, hvis vi ikke erkendte hele familiens fanstatus og bad om audiens.

Så Tue og Aviaja har siddet på gulvet i DR og snakket med Hr. Skæg og fået autografer. Efter at have mødt ham live kan vi oplyse, at Hr. Skæg er også er vældig flink i virkeligheden.

Som voksen sad jeg jo der og prøvede at se manden bag skægget og den sjove stemme. Det kunne jeg ikke. Jeg så kun Hr. Skæg. Her bagefter tænker jeg, at det
bare er dejligt, for så eksisterer Hr. Skæg også stadig for mig :)

Ørslev Kloster

Ørslev Kloster er fantastisk. Det går så godt med at tænke, at jeg har granted mig selv en computerpause ved den spritnye mac med megaskærm i fællesstuerne...

Senere i dag vil jeg tjekke Hald ud. Der er vist noget med noget litteratursjæl der også :)

Går i kloster

Efter arbejde på mandag kører bilen og jeg ikke ind mod midtbyen men sætter i stedet kursen i nordøstlig retning mod Ørslev Kloster.


Her er rum til at tænke.

Lige om lidt pakker jeg tykke sokker, nødrationsmad (den slags der skal holde én gående, når der ikke er en 7-11 i gåafstand), papir.

Computeren med eller ej? På det sidste er jeg begyndt at sky computeren en smule. Den har konsumeret oceaner af min tid i et årti. En ting kan selvfølgelig ikke bare TAGE ens tid - det er noget man selv bestemmer. Og jeg er begyndt at ærgre mig over hvor mange ligegyldige ting, der ender i min indbakke - ting, der ikke engang er henvendt specifikt til mig, men som uden tvivl spilder min tid. For ikke at tale om alle de gange jeg har tjekket for ventede mails, som aldrig kom. + Alle de HELT spildte timer, hvor jeg bare skulle ordne noget med netbank - og pludselig har siddet i to timer og fedtet uden mål - og i hvert fald uden mening.

Det rykker i mig efter at finde tilbage på sporet - eller bare et af sporene - i mit liv. Jeg har rodet længe nok rundt i krattet.

Jeg er kravlet ud på markvejen og er ved at børste burrene af tøjet. Om lidt beslutter jeg hvilken vej jeg skal gå.

Slummin'

Altså jeg har jo alle de her gode intentioner på bogfronten. Og en mindre reol med nøje udvalgte og formodentlig ganske gode bøger som jeg gerne vil læse. Svend Åge Madsens Tugt og utugt i mellemtiden står f.eks. nu på 10. år ulæst i min reol. Og Bliktrommen og Vort mismods vinter af Steinbeck und so weiter..

Jeg har opdaget noget sært. Jævnligt overstrømmes jeg af lyst til at læse ALLE de bøger, der står så rigeligt tæt på De Ulæstes Reol. Sådan ren glæde og fryd og lyst til at tage dem fra en ende af.. Og hvad gør jeg så? Så kigger jeg den anden vej og i flere måneder i træk har jeg nu læst nye børne-/ungdomsbøger og kærlighedsromaner +/- hugtænder. Nu jeg tænker over det forekommer der faktisk også hugtænder i en af de læste ungdomsbøger...

Den akutte kærlighed/lyst til at gå i krig med mit skønne bibliotek med gamle og (muligvis) nye klassikere kanaliserer jeg over i alt muligt andet. Lattermusklerne er blevet rørt af læsningen de sidste par måneder, men SJÆLEN er sørme ikke blevet udfordret.

Men nu føler jeg mig også mæt. Tung, mæt og let fedtet. Og mærker at De Ulæstes Reol atter drager og jeg håber én af dens beboere vinder kampen over alle De Nye og Skinnende Bøger når nu der skal vælges læsestof næste gang.

Sjælkode: hands on, please

Jeg har været ude og slumme den på min fridag. Købte et stykke beklædning af kunststof. - Og ville have købt flere, hvis jeg havde lignet en prinsesse bare lidt i prøverummet. Jeg gik på Burger King og spiste en Chrispy Chicken™ efter at have smidt den røde grønsag ud. Nederst på kassebonen stod en kode

Toiletkode: 1812

Hvor er det smukt i sin praktiske enkelthed. Jeg behøver ikke besvære personalet for en polet til toilettet. Det er vældig effektivt og må også kunne lette i andre sammenhænge. Hvad med kort med Sjælkode? Slut med at udregne passende emner. Ikke flere forsigtige åbninger, lurepassen eller pludselig og overraskende (chokerende?) åbenhed, når du møder et tiltalende menneske. I stedet afleverer du bare dit kort og afventer:

Sjælkode: nå-men-sku-vi-to-aldrig-ha-den-kop-kaffe
Sjælkode: hvis bare du lægger ud, kan jeg samle alting op
Sjælkode: der må røres

Så se mig dog..

I mit arbejde på et kombi-bibliotek kan jeg ikke undgå kontakt med børn. Masser af kontakt med masser af dem. Nogle børn er velafbalancerede, dydige og hører efter når voksne snakker. Og så er der så de andre. Det her er historien om en af de andre og mig.

Da jeg starter på mit spritnye job for et år siden, bliver jeg lynhurtigt spottet som 'ny voksen' af en dreng fra 3. klasse. Han er en virkelig køn unge og uden tvivl kvik. Han opfører sig bizart over for mig. Insisterer på at gå i vejen. Står klods op af mig og gentager det samme igen og igen; "Hvad hedder du", "Hvad hedder du", "Hvad hedder du". Han godtager hverken min mimik eller mine ord og dermed heller ikke, at jeg er over ham i det helt almindelige barn-voksen hieraki. Og så får han andre med på den. Et par dage har jeg 5-6 drenge hængende, som nægter at gå når jeg beder dem om det, og generelt bare er IN MY FACE!

I et par uger fylder knægten voldsomt meget i mig. Jeg bliver virkelig paranoid. Laver teorier om, at nogle børn kan lugte usikkerhed hos andre, om det så kun flakser forbi dem en brøkdel af et nanosekund. Tænker på, hvordan fanden jeg skal kunne respektere mig selv, hvis jeg ikke kan styre en 10-årig. Og hvad skal jeg gøre, hvis det er én på 14 næste gang? Eller to? Egner jeg mig overhovedet til at arbejde på en skole?

Jeg beslutter mig for at gå direkte på ham. Konstant øjenkontakt. Hvis han ikke går ud, når jeg beder ham med ord, så "går" jeg ham ud, ved at gå så tæt på ham, at han bakker. Han synes sjovt nok heller ikke det er særlig fedt, når hans space invaderes. Jeg smiler altid til ham når han kommer ind, men holder op i det sekund han bliver urolig. Jeg fikserer ham simpelthen med al den opmærksomhed han selv har bedt om. Det virker. Han forsvinder næsten fra biblioteket og der er ikke længere nogen hang-arounds når han endelig kommer.

I denne uge er han så begyndt at råbe mit navn, når jeg går forbi ham på skolen. Jeg indrømmer at jeg lige sank en gang inden jeg huskede min lektie. Fuld fokus lige på.

I mandags bad han om hjælp til at finde bøger om afrikanske dyr og det viste sig, at han havde været i Afrika på ferie. Det synes jeg er vildt spændende og han blev helt blød da jeg spurgte ind til turen. Helt blød og så stod han jo der. En lille, køn, usikker dreng.

I dag kom han så med et sammenfoldet papir. "Det er en gave", siger han på vej væk igen. Han har udskrevet et billede af en hånd med en stor klam edderkop til mig.
Det er den bedste gave jeg har fået i meget lang tid.

Vi ser hinanden.

En bog fra hvert år 1930 - 1990

Jeg har knækket halsen på en bog, som var udset til at være årets bog fra 1931 i mit projekt med at læse en bog fra hvert år 1930-1990. For måååneder siden læste jeg bind 1 af 2. Det var en øøøøørkenvandring, med en latterligt kæphøj fortæller, der uafbrudt skulle udpensle sine karakteres dårskaber og væve over, hvorfor så få folk har hjerne.


"Sandalmagerens gade" bliver aldrig læst til ende. Der er gået måneder, og mange andre bøger er læst til ende siden jeg lukkede første bind af romanen. Nu erkender jeg, at det her slet, slet ikke er min tid værd. Alene de første 250 sider var alt alt for meget, og de sidste 250 må en anden tage sig af.
Jeg står af og går andre veje. Måske "Tobaksvejen"(!) af Erskine Caldwell..
Indtil videre befinder jeg mig i 1933 sammen med Sandemose, Esben Arnakke og Jante.