Husflid

Hvad skal man give sig til når ens løbepartner er ude og realisere sit sprirituelle selv?
Man skal da lave noget praktisk og håndgribeligt, som et kludetæppe til hende på 3 1/2.
Jeg kan oplyse at det gør godt at sy. Hændernes arbejde kan være en kæmpekrammer til sjælen. Det havde jeg fortrængt i farten.
Jeg agter at følge tæppet op med en miniudgave til dukken til jul.

Fine, fine stoffer kan købes on-line hos Malika og Rosa.

Boganmeldelse: De der blev tilbage (Portrætbog)

Jeg ved ikke hvorfor jeg lånte "De der blev tilbage" på biblioket, men bogen om selvmord og de der efterlades er direkte bevidsthedsudvidende.

30 efterladte fortæller hver deres historie om at en af deres nære begik selvmord.

For nogle kommer det ganske uventet.
Andres pårørende har været syge eller deprimerede, måske forsøgt at ende livet af flere omgange, og så er lettelsen en markant del af det rå, nøgne billede af sorgen.

Nogle har stået med et afskedbrev med en forklaring eller en kærlighedserklæring. Andre har selv måttet lede efter svar.

De har mistet børn, forældre, venner, kærester og det er hård læsning. Men det helt forunderlige er, at bogen er fyldt med kærlighed først og fremmest og tilgivelse lige bagefter.

Kærligheden er det essentielle. Det at have elsket, gør de efterladte i stand til også at forstå og tilgive. For accept er en grundsten i deres kærlighed. Accepten af, at man ikke kan bestemme over andres liv.
Selvom man ønsker dem så meget.

Alle siger samstemmende, at de har haft brug for at tale om selvmordet og deres tabte. Igen og igen. Og at tavshed kvæler.

En dybt følt bog og en helt uvurderlig læseoplevelse.


Forlaget Frydenlund:

Birgitte Andersen & Torben Åndahl
De der blev tilbage - En portrætbog om efterladte efter selvmord

208 sider, indbundet og illustreret
ISBN 9788778879455
Udgivelse: Maj 2011

Stærke sager

Jeg drømmer om død og nye børn
Her til morgen har jeg lyst til at besøge en ristet-løg-fabrik og prøve at snuse dybt ind.
Det er stærke sager.

Fri fredag

SÅ har jeg fået en fast ugentlig fridag. Fredag oven i købet.
Jeg skal anmelde et million bøger. Og læse lige så mange.
Men først! En kop kaffe.

Triste tanker på skrift

Så klart det triste står når det kommer på skrift

Svedig numse

Det findes det her psykologiske trick. Hvis du er bange for noget, så skal du prøve at forestille dig det du er bange for. Sådan helt ud i de perfide detaljer. Hvor sandsynligt er det f.eks. at du siger din ex's navn mens du har sex med din nye kæreste, som du bare ønsker at kravle ind i? Eller hvis nu din bidske, afdøde grandtante virkelig hjemsøger dig, hvad forestiller du dig så hun kan gøre? Nive dig i tæerne mens du sover?? Eller stirre rigtig ondt på dig med sine usynlige øjne fra sin usynlige plads i den ubestrideligt udsmidte lænestol? Eller det der monster fra drømmene, hvordan ser det så ud, egentlig, når du (vender dig og) kigger rigtigt på det. Har det hår over det hele? Er det langt det hår, eller er det trimmet i facon, flettet? Snakker vi hugtænder, sådan et par stykker, eller piranha-style?? Er der flere monstre eller er der kun dit helt eget monster og hvis det bor bag soveværelsesdøren, hvor stort kan det så egentlig være? Og hvorfor i det hele taget bo bag en dør?
You get it :)

Så jeg lavede et tankeeksperiment hvor jeg prøver at spørge én der lige bakkede lidt væk og lagde 30 cm mere mellem os: Undskyld, gik jeg for tæt på eller har jeg dårlig ånde?

Problemet er bare at jeg fra tid til anden lider af livlig fantasi. Nu tør jeg slet ikke spørge om sådan noget nogensinde.
Tænk nu hvis svaret var nej, men du lugter lidt af svedig numse.

Ruterne i mine ben

For 4 1/2 måned siden flyttede jeg, mand og børn fra Aarhus' midte til den nordligt beliggende forstad, Hjortshøj.
Alting er bedre her. Ungerne leger ude hele dage i træk, siger ja lige så mange gange som nej (klar forbedring). Os voksne har andre voksne hele vejen rundt omkring os, som vi har lyst til at konversere. Der er katte til fri klapning, gedekid og kalve. Og få mig ikke startet i forhold til vores fælles grøntsagsmark - det er nemlig helt fantastisk at luge i flok.


Så om jeg savner at bo i Aarhus? Nej. Men jeg savner mine gader, mit hood. Jeg savner SuperBrugsen på Vesterbro Torv, selvom de lavede alting om lige inden vi flyttede. Jeg vidste hvilke varer de havde, og de lukkede først klokken 21... Indlejret i mine bens hukommelse sidder turen ned til posthuset, ubrugt, langsomt tilsandet, kvækkende BRUG MIG.
7-eleven kan jeg sagtens undvære. Værre er det med Det Orientalske Køkkens Oksekød-i-rød-karry..
Jeg savner manden i kørestolen, som altid smilede igen, når vi passerede hinanden i Langelandsgade. Og pakkepostbudet John savner jeg, fordi John og mig har udvekslet pakker et par gange om ugen i flere år. Længe nok til at mine unger fik tjek på hvad han hed, manden, der sørgede for at barn 1 fik lov at tage pakken den ene dag, og barn 2 den næste. Bortset fra kæresten var det jo John jeg så mest.

Men jeg savner ikke Aarhus. Der er bare et par ting I Aarhus jeg mangler lidt.

Anmeldelse af suveræn dansk klassiker

Anmeldelse
Mogens Klitgaard:
Der sidder en mand i en sporvogn

I 1937 udkom Mogens Klitgaards debutroman "Der sidder en mand i en sporvogn". Romanen er et socialrealistisk, knugende dybfølt portræt af Danmark i 30erne og et tidløst billede af det fortabte menneske. Bogen er en klassiker fordi det historiske billede af tiden står helt tydeligt for læseren, som var man selv med i sporvognen. Præcist og barsk er også det psykologiske portræt af et menneske der mister fodfæstet. Romanen forener en tidløs og almenmenneskelige nedtur med en historisk tour på bunden af Danmark i mellemkrigstiden.

Danmark i 1930erne er nedgangstider. Man har næsten lige afsluttet en stor verdenskrig og alligevel er der folk der snakker om, at en ny krig allerede er på vej. Så sker der i det mindste noget, tænker flere, og det siger en del om, hvordan man har det, når der ikke er noget arbejde at få og man ikke kan se nogen fremtid for sig.

Manufakturhandler Lundegaard må lukke sin butik og drømmene om et godt borgerligt liv med sommerhus. Recessionen mærkes overalt og familien må flytte ind i en ussel lejlighed i et fattigt, overfyldt arbejderkvarter. Lundegaard får arbejde som opkræver og med datterens løn kan familien lige knap holde skinnet på næsen.

Lundegaard overvejer at gå til ministeren og bede om hjælp af en godt borgerligt, sparsommeligt og flittigt hjerte, men:

Uddrag:
"Lundegaard er aldeles ikke naiv. Han ved godt, at ministeren vil tænke: Her har vi et klart eksempel, der viser den sociale forskydning, der er ved at ske i dag. Koncentrationstendensen i næringslivet. Detailhandlerstanden i opløsning. Middelstanden, der proletariseres. Og ministeren ville gennem Lundegaards beretning få inspiration til et par velformede sætninger til sin næste tale. Dummere er Lundegaard ikke. Selvfølgelg interesserer ministeren sig for detailhandlerstanden og for sociale forskydninger, det er bare Lundegaard, der ikke interesserer ham."

Lundegaard bliver hårdt ramt af den sociale nedtur og begynder at smutte indenom værtshuse på sine ruter rundt i København. Den ene øl og jammerlige eftermiddag tager den anden og han ender med at bruge penge, de ikke har. Efter den sociale nedtur følger nu den moralske, hvor den tidligere butiksejer og borgerlige familiefar snyder, drikker, lyver, går til prostitueret og drikker lidt mere. Øllet og desperat bliver han stadig mere manisk, hvor han den ene dag tror han har knækket koden og kan få det til at løbe rundt økonomisk, den næste dag står han med en ny regning der ikke er penge til at betale.

Det er ikke munter læsning, det er til gengæld brutalt, præcist og oplysende.

*
Denne anmeldelse er skrevet som et bidrag til Bogrummet.dk's klassiker konkurrence som løber over sommeren 2011.

Så sig dog nej, kvindemenneske

I dag, på udsalg, står jeg roligt i kø ved disken. Midaldrende dame står lidt til siden med en strikket beige sag og aktiv mobiltelefon:

"Jeg bliver nødt til at vide om det skal være small", siger midaldrende dame anspændt, grænsende til vredt
"..."
"Det er ikke godt at jeg står her og ikke ved hvad jeg skal gøre ved det", stemmen påvirket
"..."
"Altså jeg ved hvilken størrelse jeg selv skulle bruge, men nu er du jo meget mer' mager [udtalt 'mauer' ikke det mere dannede 'ma-er']"
"..."
Exit gråblond størrelse 46 med beige strik.

Hvad er der galt med det her billede?
Først blev jeg ærlig talt stødt over, at gråblond dame vælger at bruge det negativt ladede ord mager om sin samtalepartner i stedet for at være sød og sige "nu er du jo dejlig slank..".
Men den gråblonde kan ikke være flink, fordi hun har ignoreret sig selv og sagt ja til noget hun overhovedet ikke gider.
Hun har for fanden glemt at sige Nej.
- Nej, jeg vil ikke gå på udsalg for dig, finde en beige strik, blive nødt til at ringe til dig fra butikken for så at opdage, at du ikke aner hvilken størrelse du skal bruge, og at du heller ikke vil lette mig ved bare at skyde på en størrelse.
Så hun ender med at stå og være ond.

En anden dag vil jeg måske følge efter Gråblond og fortælle hende at det aldrig er for sent at lære at sige nej. At man bliver gladere af at mærke efter om man i virkeligheden har nej inden i og så sige det. Nej. Næ tak. Ellers ender man bare med at sige til en anden at hun er mager, bare fordi hun har bedt én om noget (frækt nok), og man løj da man sagde ja (det skal jeg nok/det kan jeg da godt).

I denne omgang sagde jeg i stedet til den unge kvinde bag disken at den kjole hun bar sad vældig godt på hende.
Det føles som om jeg rettede lidt op på tingene.

Du er for fed!!

Min superkloge veninde har præsenteret mig for denne tegning. Jeg elsker den og nu ligger den som baggrund på mit skrivebord, som en reminder, hvis jeg skulle gå hen og tvivle på mit værd.

Tegningen er hysterisk positiv og optimistisk og hvorfor egentlig ikke?

Min hjerne opfører sig ofte i retning af en løbsk centrifuge der sender "fornemmelser" rundt i hver en afkrog af mit væsen. Og så er det bare med at holde øje med om det er tanker om død eller kage den sender ud.

For nogen af os, i nogle perioder af vores liv, er det meget nemmere at tro at nogen skulle have interesse i at nedgøre os end i måbende opbakning.

Jeg elsker det billede fordi det får mig til at huske, at det er et spørgsmål om at turde tro.

You ARE that good ;)