Ruterne i mine ben

For 4 1/2 måned siden flyttede jeg, mand og børn fra Aarhus' midte til den nordligt beliggende forstad, Hjortshøj.
Alting er bedre her. Ungerne leger ude hele dage i træk, siger ja lige så mange gange som nej (klar forbedring). Os voksne har andre voksne hele vejen rundt omkring os, som vi har lyst til at konversere. Der er katte til fri klapning, gedekid og kalve. Og få mig ikke startet i forhold til vores fælles grøntsagsmark - det er nemlig helt fantastisk at luge i flok.


Så om jeg savner at bo i Aarhus? Nej. Men jeg savner mine gader, mit hood. Jeg savner SuperBrugsen på Vesterbro Torv, selvom de lavede alting om lige inden vi flyttede. Jeg vidste hvilke varer de havde, og de lukkede først klokken 21... Indlejret i mine bens hukommelse sidder turen ned til posthuset, ubrugt, langsomt tilsandet, kvækkende BRUG MIG.
7-eleven kan jeg sagtens undvære. Værre er det med Det Orientalske Køkkens Oksekød-i-rød-karry..
Jeg savner manden i kørestolen, som altid smilede igen, når vi passerede hinanden i Langelandsgade. Og pakkepostbudet John savner jeg, fordi John og mig har udvekslet pakker et par gange om ugen i flere år. Længe nok til at mine unger fik tjek på hvad han hed, manden, der sørgede for at barn 1 fik lov at tage pakken den ene dag, og barn 2 den næste. Bortset fra kæresten var det jo John jeg så mest.

Men jeg savner ikke Aarhus. Der er bare et par ting I Aarhus jeg mangler lidt.