torsdag, februar 25, 2010

Så se mig dog..

I mit arbejde på et kombi-bibliotek kan jeg ikke undgå kontakt med børn. Masser af kontakt med masser af dem. Nogle børn er velafbalancerede, dydige og hører efter når voksne snakker. Og så er der så de andre. Det her er historien om en af de andre og mig.

Da jeg starter på mit spritnye job for et år siden, bliver jeg lynhurtigt spottet som 'ny voksen' af en dreng fra 3. klasse. Han er en virkelig køn unge og uden tvivl kvik. Han opfører sig bizart over for mig. Insisterer på at gå i vejen. Står klods op af mig og gentager det samme igen og igen; "Hvad hedder du", "Hvad hedder du", "Hvad hedder du". Han godtager hverken min mimik eller mine ord og dermed heller ikke, at jeg er over ham i det helt almindelige barn-voksen hieraki. Og så får han andre med på den. Et par dage har jeg 5-6 drenge hængende, som nægter at gå når jeg beder dem om det, og generelt bare er IN MY FACE!

I et par uger fylder knægten voldsomt meget i mig. Jeg bliver virkelig paranoid. Laver teorier om, at nogle børn kan lugte usikkerhed hos andre, om det så kun flakser forbi dem en brøkdel af et nanosekund. Tænker på, hvordan fanden jeg skal kunne respektere mig selv, hvis jeg ikke kan styre en 10-årig. Og hvad skal jeg gøre, hvis det er én på 14 næste gang? Eller to? Egner jeg mig overhovedet til at arbejde på en skole?

Jeg beslutter mig for at gå direkte på ham. Konstant øjenkontakt. Hvis han ikke går ud, når jeg beder ham med ord, så "går" jeg ham ud, ved at gå så tæt på ham, at han bakker. Han synes sjovt nok heller ikke det er særlig fedt, når hans space invaderes. Jeg smiler altid til ham når han kommer ind, men holder op i det sekund han bliver urolig. Jeg fikserer ham simpelthen med al den opmærksomhed han selv har bedt om. Det virker. Han forsvinder næsten fra biblioteket og der er ikke længere nogen hang-arounds når han endelig kommer.

I denne uge er han så begyndt at råbe mit navn, når jeg går forbi ham på skolen. Jeg indrømmer at jeg lige sank en gang inden jeg huskede min lektie. Fuld fokus lige på.

I mandags bad han om hjælp til at finde bøger om afrikanske dyr og det viste sig, at han havde været i Afrika på ferie. Det synes jeg er vildt spændende og han blev helt blød da jeg spurgte ind til turen. Helt blød og så stod han jo der. En lille, køn, usikker dreng.

I dag kom han så med et sammenfoldet papir. "Det er en gave", siger han på vej væk igen. Han har udskrevet et billede af en hånd med en stor klam edderkop til mig.
Det er den bedste gave jeg har fået i meget lang tid.

Vi ser hinanden.

5 kommentarer:

Marit sagde ...

Han kan li' dig!
Men det er svært med de unger, der lige skal afprøve nye voksne autoriteter.
Jeg tror du har klaret testen, en win-win situation, som det vist hedder.

Kristian sagde ...

Under huden-dybt. Varmt. Jeg kan lide det.

Zenia sagde ...

Livsbekræftende. Du klarede den :)
Håndtegn!

AD sagde ...

SÅ fin en historie, stakkels lille pølse, godt at du i det mindste ser ham.

Karla sagde ...

Årh! Lille fyr!
Karen