fredag, juni 25, 2010

John Steinbeck

I foråret var jeg i kloster for at få tid til at strukturere mylderet bag panden. Jeg havde medbragt Leonora Christina Skovs spritnye gotiske roman "Silhuet af en synder" - hvilket helt oplagt var passende læsning i et kloster.
I sidste øjeblik røg John Steinbecks "Vort mismods vinter" fra 1961 også i kufferten. En veninde anbefalede mig den for hundrede år siden - og jeg reagerede da også positivt og købte bogen og stillede den så på de ulæstes reol til "ved lejlighed".

Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte netop den bog til turen. Jeg vidste ikke hvad den handlede om. Så lidt uhyggeligt var det at sidde i selvvalgt eksil og opdage at romanen matchede mit liv. Den handler om valg og fravalg. Den handler om at alt du gør har konsekvenser - også når du vælger at sidde på hænderne.
Bogen er skøn. John Steinbeck skriver med visdom og nerve langt ud over det sædvanlige. Grib ham. Se om der ikke står en Steinbeck på reolen og venter på dig.

Anmeldelser på Bogrummet.dk:
Silhuet af en synder (af Jette SF Holst) & Vort mismods vinter (yours truly)

Projekt: Læs én bog fra hvert år 1930-1990

1 kommentar:

Marit sagde ...

Der står Steinbeck i reolen og venter på at blive genlæst. Dog ikke 'Vort mismods vinter', selv om den er også læst - og kan genlæses.
Jeg læste Steinbeck, da jeg var ung, meget yngre end du er i dag, Christina, og kunne godt tænke mig at genlæse ham. Jeg tror han holder, men giver mig nok noget andet end dengang.
Underligt at han ikke læses i dag.