Boligforeningerne i Århus vil have lov til at registrere problemfamilier, så de kan nægte familierne adgang til foreningens boliger. De får nu politisk opbakning. I vores just udkomne beboerblad for Arbejdernes Andelsforening er der et interview med Århus' borgmester Nicolaj Wammen. I artiklen sammenlignes et beboerregister med det bølleregister som AGF har. Bølleregistret giver fodboldklubben mulighed for at identificere og afvise fodboldbøller, når de vil ind på stadion, og på den måde minimere risikoen for ballade.
Men et bølleregister og et beboerregister er usammenlignelige størrelser. Et bølleregister forhindrer folk i at overvære en fodboldkamp på stadium. Et beboerregister forhindrer folk i at få et sted at bo. Disse familier har jo ikke en chance i forhold til at komme ind i en lejebolig på det private boligmarked. Udlejer vil tage ét kig på familien og straks er boligen desværre lige blevet udlejet.
Jeg er ikke særlig vild med de åbenlyst kriminelle hashvrag i opgang 12. Og jeg blev ret ked af det, da nogen stjal vores cykelanhænger forleden. Og jeg ville nødig bo i Gellerupparken ved Brabrand og gå og være bange for, om den ugentlige ildspåsættelse skulle få rigtig fat og gøre alvorlig skade - måske endda gå ud over mennesker. Men vi kan ikke bare nægte at give problemfamilier et sted at bo. For hvem skal så gøre det?
Det meste er sløret
-
Jeg sad og læste den pensionerede tyske tennisspiller Andrea Petkovic' glimrende
nyhedsbrev, da en ven i går skrev med en anbefaling. Det var et album fra ...
3 uger siden
2 kommentarer:
Godt brølt, løvinde! Men problemet er jo reelt, hvem ønsker at have kriminelle naboer?
Man kan være - og er - meget kritisk i valget af naboer. Da jeg købte hus, kiggede jeg grundigt efter om mine potentielle naboer havde bilvrag i forhaverne eller øldåser og Kalashnikov-maskingeværer på terrasserne.
Og jeg kan bekymre mig om hvad der sker når naboens to lyserøde pigebørn bliver teeneagers.
Man er jo lidt afhængig af sine naboer - på godt og ondt, men den musik, de unge spiller til den tid, og deres kærester, der kører på, hvad de unge til den tid kører på af larmende køretøjer, er nok alligevel peatnuts.
Men så er der bekymringen for nye naboer, når de kendte flytter: I ét tilfælde en forbedring. I et andet noget helt andet.
Vi er på godt og ondt afhængige af vore naboer, og godt naboskab er guld værd. Så det er dobbelt træls når en dyr cykelanhænger stjæles fra et aflåst cykelrum.
Men hvor skal de så bo - dem i beboerregistrene? De uglesete. Er det ikke bare at sende dem længere ud ad den vej, der allerede er på? En gordisk knude.
For jeg vil jo ikke have dem i min baghave - vil du?
Hvis vi bliver spurgt direkte, er der jo ingen af os, der kan se, hvorfor flygtningecentret, de kriminelle, vejen, de handicappede, eller grisefarmen eller vindmøllen, for himlens skyld, skal ligge lige der, hvor vi bor.
Derfor har vi repræsentativt demokrati. Vi vælger nogen, til at se det hele lidt fra oven og tage beslutninger, som ikke kun tilgodeser den enkeltes øjeblikkelige interesser.
Kunne man ikke stadig snilt forestille sig, at den enlige mor med 5 utilpassede smårollinger måske havde en chance for noget andet, hvis de fik lov at flytte miljø?
Hvad skal sådan en familie egentlig gøre, hvis de bliver smidt ud af deres almennyttige lejebolig? Hvor skal de gå hen?
Send en kommentar